|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.11.13. med tilføjelse 23.7.14.Jernesalt takkede af, men fortrødDen 22.11.13. offentliggjorde undertegnende følgende meddelelse til sine læsere: "Med e-bogen 'Højsangen om den menneskelige eksistens' afslutter undertegnede sin skribentvirksomhed. Jernesalt vil blive opretholdt på nettet et stykke tid, men uden at der kommer nye artikler. Det sker så interessserede læsere af mine e-bøger kan gå tilbage og finde det baggrundsstof der har formet min endelige filosofi og højsang." Men det holdt ikke, for allerede i februar i år fulgte både artiklerneFædrestyringens fallit og alternativ - foranlediget af debatten om Yahya Hassans digte (3.2.14.) Værdikampen må op på et højere niveau - foranlediget af den uroen i dansk politik (4.2.14.) og Helhedsrealismens manifest som udtryk for at jeg havde mere at sige. Yderligere kom ni artikler - og nu 23.7.14. må jeg oplyse, at jeg fortsætter mine kommentarer på Jernesalt. Ikke mindst for at kunne komme med uddybende eksistensvejledning som jeg finder påkrævet. Jeg har kunnet konstatere at mange læsere stadigvæk går uden om min helhedsfilosofi og dybdepsykologien. Her skal dog gentages mine bemærkninger om det afsluttende hovedværk: 'Højsangen' samler Jernesalts komplementære helhedsrealisme i en stor idéhistorisk, naturvidenskabelig og psykologisk sammenhæng der kombineres med såvel mytologisk stof som en helt personlig biografisk beretning. Samtidigt vil der indgå en række fortrolige samtaler der fører til min endelige bestemmelse af den store udfordring vort folk og samfund såvel som det enkelte individ står over for samt den 'besyngelse' af vores store umiddelbare realitet som har givet værket sin titel. De naturvidenskabelige afsnit giver udførlig gennemgang af de helt store videnskabelige nybrud med Galilei, Newton, Ørsted, Linné, Darwin, Lorenz samt Einstein, Bohr og Heisenberg - og den sker med særlig fokus på den eksistentielle side af forskernes indsats. Billedmaterialet kommer til at bestå af mere end 50 udvalgte kunstværker, bladtegninger og fotos og giver en selvstændig indfaldsvinkel til eksistensfilosofien. Materialet omfatter værker af bl.a. Blake, Chagall, Munch og Nolde, Carl-Henning Pedersen, Arne Haugen Sørensen, Oluf Høst, Asger Jorn, Per Kirkeby, Vilh. Lundstrøm, Bjørn Nørgaard og Storm P samt bladtegninger af Bo Bojesen, Klaus Albrectsen, Roald Als og Kurt Westergaard. Filmkunstens og musikkens mestre er inddraget på tilsvarende vis. Det drejer sig om Lars von Trier, Bergman, Bunuel og Abuladze samt Mozart, Mahler, Wagner, Carl Nielsen og Pärt. Værket er på 358 sider og prisen 50 kr. inkl. moms (på grund af billedmateriale og licenser). Det kan kun købes og downloades via Saxo.com, jvf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com Bogen kræver stilfærdig og grundig læsning der simpelthen ikke vil kunne klares ved skimning af nogen art. Som råd anbefales overblik gennem billedmaterialet og samtalerne om undren, køn og erotik, kunst og skabelse, frihed og faderopgør, eksistens og konsistens, immanens og transcendens samt jordens salt. Faderopgøret spiller en stor rolle og gøres - meget aktuelt - til en hovedsag for alle der ønsker psykisk og social frihed. Den personlige beretning er i kronologisk orden, periode for periode, og den er som billedmaterialet med til at tegne en livsbue fra barndom og ungdom til modne år og alderdom. En anden bue tegnes af døgnets rytme fra solopgang til solnedgang, og en tredje af årets rytme fra forår og midsommer til efterår og vinter. Læsere der måtte være interesseret i selvbiografisk stof om forfatteren, får nu nogle godbidder, herunder fortællingen om mit opgør med SF's formand Aksel Larsen i 1967. Her på dette sted skal lyde en stor tak for interessen fra læsernes side gennem de elleve år hjemmesiden har kørt. Siden nytår har jeg kun skrevet ugebreve og ikke løbende kommentarer. Og de større essays er blevet til 'Højsangen'. Jeg var efter udgivelsen af 'Jernesalts 2009-filosof' i tvivl om hvorvidt jeg skulle fortsætte, men fandt dog ud af at jeg ikke var kommet så langt til bunds i problemerne som jeg gik og troede, og blev derfor ved. Og siden nytår har jeg været klar over at opgaven nu var at samle hele min viden, erfaring og erkendelser i et specielt værk der ikke skulle være en prosaisk gentagelse af 2009-bogen, men noget nyt, både indholdsmæssigt og formmæssigt. Og det mener jeg er lykkedes for mig. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' repræsenterer en helt ny genre. Men jeg er helt på det rene med at der er nogle der ikke kan følge mig i mine betragtninger. Jeg har ofte fået henvendelser fra læsere der har interesseret sig for enkelte dele af min skribentvirksomhed, som fx politik eller musik, men kun få der har haft nogen større forståelse for den helhedsfilosofi der ligger bag alle enkeltartikler og -kommentarer. Jeg har gang på gang understreget at jeg ikke skriver af akademisk interesse og ikke kan gøre det med det sigte jeg har, eftersom eksistens er noget helt andet end videnskab, og eksistensfilosofi noget helt andet end akademisk filosofi. Alle der har læst bredt i det jeg har skrevet har næppe undgået at bemærke at hele min skarpe sondring mellem eksistens og videnskab er forankret i min dybdepsykologiske indsigt. Eksistens er nutidig og beror på et subjektivt jeg-du-forhold. Videnskab er fortidig i den forstand at den vil finde objektive årsagsforklaringer på mest mulig, og den beror derfor på et jeg-det-forhold. De to forhold har naturligvis meget med hinanden at gøre - og forbindelsesnøglen har jeg fundet ud af ligger i den simple kendsgerning at menneskets genstandsbevidsthed beror på faste, håndgribelige ting i den ydre, materielle verden, men samtidig bevirker at mennesket får en fornemmelse af virkeligheden som opdelt i to virkeligheder, den ydre, materielle og den indre, psykiske. Og dette ejendommelige og for mennesket helt specifikke karakteristikum giver en fantastisk vekselvirkning mellem to logisk set uforenelige og derfor komplementære størrelser. Det giver igen hele dynamikken og alle udfordringerne i den menneskelige eksistens der er åben og fremadvendt, men ikke uden retning. Det kan man læse mere om i 'Højsangen', hvis man har lyst. Her på dette sted og tidspunkt siger jeg en stor tak for opmærksomheden og slutter af med det der i Højsangen står som: Mit sidste ord Min højsang i mol er til ende, og jeg kan kun med taknemmelighed se tilbage på mine år og bestræbelser. Livet har trods modgang og nederlag overvejende været en lang række nyskabelser af verden der har sikret mine eksistenssandheder, dvs mine personlige billeder af verden som en umiddelbar realitet og et umiddelbart ordnet, lyst og varmt sted at være i og udfolde sig i og derfor til stadighed bekræftet at livet er et fund, en gave, en udfordring og en ubegribelige kendsgerning. Denne givne realitet har aldrig for alvor udelukket den nødvendige tilpasning til den praktiske verden eller den dermed sammenhængende nøgterne erkendelse af lovmæssighederne i såvel fysikken som eksistensen. Den har derimod gang på gang åbnet erkendelsens døre for skabelsens faktiske undere og samtidigt vedvarende formået at skabe overordnede åbenbaringer af mening og sammenhæng. Gennem disse erkendelser bliver verden ved med at blive til som var den ny, og den giver tilmed jævnligt også lyse øjeblikke af særlig indsigt i biologiens afgørende emergens-fænomen: åndens frie udfoldelse der spejler det materielle. Verden er alt andet end et mekanisk urværk. Den er tværtimod som Ygdrasil i Midgård et groende livstræ på en skøn blå planet der år efter år skyder nye grønne skud og ind i mellem også afsætter sjældne blomster og frugter der aldrig har været set før, herunder både personlige åbenbaringer og folkelige vækkelser af emergent art. Men mens biologiens og kulturens livstræ på vor lille enklave af universet således takket være fotosyntesen og grønhedens storslåede idé trodser entropien og vokser videre i trods mod sandsynligheden, så må det enkelte lille skud bøje sig for loven om at alt individuelt liv er tidsbestemt. Det enkelte jeg er her kun på træk og har andetsteds hjemme, som digteren sang i sin dybe følelse af at være fanget i et bur. For mig har tilværelsen ikke været et bur eller et gælds-fængsel der har forhindret frihed og udfoldelse, men unægteligt har den været en proces der med årene uundgåeligt nedbryder legemet på en sådan måde at også hjertet til sidst må høre op med at slå og livsånden må vende tilbage til urkilden. I mit firsindstyvende år har jeg nået støvets år. Jeg er ikke som den fine digters beskedne landsbydegn efter mange og spændende rejser og oplevelser til sidst havnet som en fattig kirketjener i et lille sogn langt ude på landet med udsigt til en simpel grav på den indviede jord uden for vinduerne. Og dog kan jeg tilslutte mig hans ord fra Salmernes bog: "Anlangendes et menneske; hans dage er som græs; som et blomster på marken, så skal han blomstre. Når vejret farer over det, da er det ikke mere, og dets sted kender det ikke mere. Men Herrens miskundhed er fra evighed og til evighed." Efter min død skal jeg ikke sænkes i jorden på et bestemt sted. Jeg skal brændes og i de ukendtes grav uden ceremoni. Jeg tror ikke på kødets eller sjælens opstandelse. Jeg ønsker under ingen omstændigheder at blive udsat for den komedie at måtte ligge i en kiste og skulle høre på det gamle sludder "Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du atter opstå". Man kan jo i den situation ikke længere protestere mod nogen livsløgn eller vildfarelse. Og jeg ville betragte sætningerne som en hån. Jeg er et særdeles jordisk væsen, men er ikke kommet af støv eller jord. Jeg er kommet af mødet mellem en mand og en kvinde, nærmere betegnet af en seksuelt opstemt mands lyst til sin ægteviede kvinde og hans indtrængen i hendes skede samt en sædcelles aktive indtrængen i en ægcelle der havde løsnet sig fra samme kvindes æggestok - og jeg er dermed kommet af foreningen af to vidt forskellige sæt gener, hvis indbyrdes kamp gennem årene unægteligt har givet problemer. Omkring 25 uger senere - mens jeg endnu klå trygt i moders liv - skete selve bevidsthedens emergente og altafgørende opdukken i mig ved mødet mellem mine egne aktive hjerneprocesser og det kollektivt ubevidstes store felt af skabende og søgende psykisk energi. Dermed skabtes sjælelivet i mig selv. Naturen, sproget og samfundet var givet på forhånd, men nu slog ånden - som i millioner af andre tilfælde - igen ned i et konkret individ af kød og blod og bekræftede således - med Blakes skønne ord - evighedens store og vedvarende forelskelse i tidens frembringelser. Når jeg dør, opløses mit legeme i jordiske rester - ved brænding endda i aske- eller støvpartikler - mens min sjæl vender tilbage til fællesskabets uudtømmelige urkilde. Mit sted findes da ikke længere. Mine efterladenskaber stuves sammen for siden at blive spredt eller destrueret. Billedet af min person bliver stående et stykke tid som erindring hos dem jeg har stået nær, måske endda som aktivt skabende forestilling. Men når de er døde, går jeg ind i den store glemsel. Tilbage bliver døde data i arkiverne - og så ellers nogle usporlige dråber i det kollektivt ubevidstes hav. Jeg ser med sindsro denne skæbne i øjnene som helt normal, men jeg føler dyb taknemmelighed for de år der blev mig beskåret og de muligheder jeg fik. Livet kom ikke til i alle henseender at forme sig helt som jeg havde forestillet mig eller ønsket, og dog er jeg overbevist om at jeg kun gennem mine særlige forudsætninger, mine omveje og mine erfaringer kunne have fundet frem til lige netop det for mig i sidste ende mest optimale resultat hvad angår både erkendelse og eksistens. Jeg takker fordi jeg gennem årene stort set har modstået fristelser til snæver borgerlig eller akademisk karriere for i stedet - ved siden af levebrødet - at hellige mig det jeg som udpræget refleksivt menneske har haft særlige anlæg for og særlig glæde af, nemlig at se de afgørende og frugtbare sammenhænge mellem det praktiske liv i normalitetens relativt snævre sædvanevirkelighed og det åndelige liv i frihedens og evighedens umådeligt vide og rige virkelighed. På den måde fik jeg skarpt øje for den overordnede struktur i menneskets forståelse af eksistensen. Den ligger i det forhold at mennesket er udspændt mellem ældgamle og nedarvede instinktive lag i nervesystemet og den sent tilkomne, helt emergente instans i det kollektivt ubevidste som kan henregnes til fænomenet 'fulguration', det pludseligt opståede dynamiske samspil mellem uhyre komplekse åndelige energifelter. I mine øjne repræsenterer dette samspil det højeste og helligste i mennesket. Denne instans er ikke af overnaturlig art, men må som antydet tilregnes den biologiske udvikling der vel at mærke af helt uforklarlige grunde førte til bevidsthedsdannelsen og åndslivet. Instansen kan aldrig defineres eller kontrolleres, men den indebærer et krav om indre psykisk konsistens for såvel det enkelte individ som de enkelte samfund. Udviklingen placerede menneske i en skyldighed og ansvarlighed over for en uforklarlig instans der er højere end den enkeltes jeg og højere end nogen magtinstans i samfundet. Og denne kan ikke bestrides eller negligeres uden store negative, ja fatale følger for det refleksive menneske og det refleksive samfund som ønsker åbenhed og frihed og at kunne ånde frit. Men alt individuelt liv har som sagt en ende. Kræfterne slår på et eller andet tidspunkt ikke længere til så godt som tidligere. Trætheden øges. Transcendensen tager af - uden at gøre projekter umulige, medmindre man rammes af demens; snarere forskydes de. Humoren er heldigvis ofte i behold, og den er livsmodets bedste følgesvend, for den er jo i sig selv udtryk for en forskydning af det psykiske centrum fra det viljesbetonede jeg, der altid kæmper for sin ret og identitet, til det mere åbne og relativiserede 'selv' der gerne slipper identitetens og rethaveriskhedens alt for snærende bånd og krav. Til sidst kommer man derfor altid hjem i den ene eller anden forstand af ordet. Kingo drømte om et komme til hvile i Abrahams skød, da han efterhånden blev led og ked af at være jordelivets og forfængelighedens træl. Andre ønsker at komme i favnen på en elsket mor, en elsket far eller en elsket ægtefælle. Isolde drømte i sin dødsekstase om den totale forening med Tristan der helt kunne ophæve det for hende lidelsesfyldte skel mellem subjekt og objekt. Og folk der har haft nærdøds-oplevelser beretter om et lys og en klarhed for enden af en tunnel. Frode Jakobsen var ikke i tvivl: "Til sidst kommer man hjem". Han var dybt forankret i en grundtro på livets kræfter der i virkeligheden må betegnes som den allerdybeste føling med det kollektivt ubevidste. Han var tro mod sin barndoms og ungdoms dybeste oplevelser og erfaringer. Og det er helt essentielt at være det. Er man tro mod disse oplevelser går man til sidst ind til den evige hvile eller evige fred i det kollektivt ubevidstes store hav af psykisk energi der er uden individualitetens egenskaber og bestandige udfordringer. Dette hav er en uudtømmelig kilde for alt menneskeligt håb og al menneskelig inspiration for alle kommende tider. Personligt kan jeg takke de lægevidenskabelige fremskridt for en vellykket by-pass-operation som 60-årig, for den gav mig den ekstra tid der skulle til for at tænke ideer, oplevelser og erfaringer igennem, så de til allersidst kunne samles til en helhed der bevarede sin åbenhed. Jeg påskønner også den danske efterlønsordning som gav mig mulighed for i samme alder at trække mig tilbage fra erhvervslivet, så jeg fik næsten tyve år til fri disposition for mit afsluttende projekt. Begge dele har været den praktiske forudsætning for udarbejdelsen af den foreliggende højsang i mol, det ønskede udtryk for selve den ejendommelige refleksivitet der til alle tider er fundamentalt afgørende for alt fremadrettet menneskeliv og samfundsliv og i mit eget tilfælde - af særlige grunde - blevet overordentligt bevidst. Værket er højsang i den forstand at det priser selve den grundlæggende mulighed for helt nødvendige, vedvarende nyskabelser af den menneskelige eksistens for alle personer, alle fællesskaber og alle samfund. Og den dominerende toneart er blevet mol, fordi min refleksivitet og min erfaring har ført mig ind i tragediens mol-område, hvor det at have ret nedtones. Men jeg ved at ikke alle kan fange denne toneart. Forsynet har ydermere givet mig den store begunstigelse at kunne udgive højsangen på internettet i nyeste e-bogs-form - uden om al forlagscensur, al kilde-kritisk note- og bevisgalskab og al 'arkivmeter-kritik' der bygger på den gode smags snævre og uforanderlige kriterium. Dermed kan den stilles til rådighed for alle åbne, refleksive og lydhøre mennesker af god vilje samtidig med at jeg selv kan træde tilbage som en overflødig person. Højsangen er ikke på nogen måde et fuldkomment eller perfekt arbejde, og da den ikke tilsigter dokumentationen eller beviser af genstandssandheder, er den alt andet end akademisk gennemført. Den er ikke autoriseret og kan ikke efter sin natur og idé som redigerede eksistenssandheder autoriseres. Jeg påberåber mig ikke højere magter eller guddommelig åbenbaring, men må til gengæld lige som mange andre i tilsvarende skabende situation påpege at æren for værket ikke er min, da det slet ikke kan tænkes uden accepten af og følingen med det kollektivt ubevidstes faktum og uafladelige, frit skabende virksomhed. Dets fuldførelse bekræfter i høj grad at man bliver velsignet hvis man gør det gode, selvom ingen velsigner én, ja, man kommer netop derved helt fri af al smålig kritik og fagligt snæversyn. Den højeste instans i det kollektivt ubevidste giver velsignelsen. Om andre kan få gavn af det forelagte, kan jeg ikke vide og skal jeg heldigvis heller ikke bekymre mig om. Men nu er frøene spredt ud. Nye ideer er - som det hedder i et Ibsen-drama fra 1884 - mindst tyve år om at slå igennem. Angriber de århundredlang virkelighedsindsnævring, burde man snarere regne med mindst halvtreds år. Men så ser man bort fra det en biolog har kaldt 'morfisk resonans' og som betyder at nye ideer og ny adfærd somme tider kan spredes lynhurtigt hos både dyr og mennesker ad veje som ikke kan afdækkes eller forklares. Man kan i sådanne tilfælde kun pege på det kollektivt ubevidstes kreative energifelter. Men at få gavn af nytænkning kræver under alle omstændigheder en vis åbenhed af læseren og derfor i de fleste tilfælde også en relativ ung alder. Det kræver desuden stilhed og tid til eftertanke. Og på dette punkt kniber det alvorligt i tiden. Dog synes bevidsthedsmønsteret under forvandling. Behovet for nødvendig tid til stilhed er dukket op igen. Jeg går personligt ind i rækken af narre der har været frække nok til at sige magt-haverne og meningsdannerne et par sandheder. Jeg føler mig i slægt med Shakespeares narre, men også med Storm P. Og modsat dværgen Bebra i Bliktrommen har jeg indset at også 'vores slags' af outsidere til sidst når en alder hvor det er tilladt at forlade scenen uden at bekymre sig om risikoen for at den eventuelt overtages af de magtmennesker der vil ondt. Der er gode kræfter i det kollektivt ubevidste, og dem må alt håb bygges på. Jeg for min part kan tillade mig at takke af med et: Det er fuldbyrdet. Ejvind Riisgård  PS Jernesalt fortsætter udgivelsen af e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Den komplette liste ser sådan ud (den første i ePub-format, øvrige i pdf-format): 'Veje til mening og livskvalitet via helhedsrealisme' (i ePub-format) indeholder artikelserien om 'Veje til Livskvalitet' i lettere opdateret skikkelse. 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' om de psykiske grund-processer, de psykiske fundamentalkræfter og bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om jeget og selvet og åndslivet m.m. 'Virkelighedens dobbelte karakter' om Virkeligheden med kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. 'Bohr og komplementariteten' om 'Niels Bohrs filosofi og dens konsekvenser' og 'Modstanden mod komplementaritetssynspunktet'. 'Vilh. Grønbech - Konrad Lorenz - Kulturopgør' om den danske religionsforsker Vilhelm Grønbech (1873-1948) og den østrigske adfærdsker og filosof Konrad Lorenz (1903-89), der begge gjorde op med den bestående europæiske kulturs fatale dualisme. 'Lars von Trier - Bergman - Kieslowski' om tre af europæiske films største eksi-stentialistiske filmkunstnere fra hhv. Danmark, Sverige og Polen. 'Mozart - Mahler - Wagner' om tre af de største europæiske komponister som var banebrydende i kunsten at skabe store mytiske skabelsesværker. 'Frans af Assisi - Katolicismens væsen - Johannes Paul 2.' om den hellige Frans af Assisi, Katolicismens inderste væsen, Mariadyrkelsen, Det fromme menneske , Pave Johannes Paul II, Pave Benedikt XVI og den nye pave Frans I. 'Tysk romantik - Nietzsche - og andre strømninger' om Romantikken ifølge Rüdiger Safranski, Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste, Nietzsches sjæl og Åndelige strømninger i det 19. årh. 'Blicher - Grundtvig - H.C. Andersen - Carl Nielsen' om Blicher mellem drøm og virkeligghed, Grundtvig som mytisk kristen og profet, H.C. Andersens angst for det kindelige og Carl Nielsen mellem enfoldighed og modernitet. 'Blake - Chagall - Carl-H Pedersen - Kunstfænomenologi' om William Blake's, Marc Chagalls og Carl-Henning Pedersens universer og om kunstens fænomenologi. 'Konsistensetik - Erl. Jacobsen - Jes Berthelsen' om etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi og Jes Bertelsens etik samt supplerende essays om Jes Bertelsens verdensbillede og specielle bevidsthedsforskning. 'Storm P. - Latterkultur - Humor og tragedie' om Humor-mennesket Storm P., Latter-kultur (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur'), Humor og tragedie, Filmen og latteren, Humor i Mellemøsten, samt Klaus Albrectsen. 'Indadvendte, aggressive, erotiske og andre typer' omfatter artikler/essays om indde-lingen i mennesketyper, Jungs typologi, Det aggressive menneske, Det introverte menneske, Det erotiske menneske, Det fromme menneske og Det musiske menneske. 'Bjørn Nørgaard - Arne Haugen - Olaf Høst - Johan Th. Lundbye' omfatter essays om disse fire danske kunstnere og artikler om Bjørn Nørgaards gobeliner. 'Bunuel - Abuladze - Mikhalkov og andre filmskabere' om væsentlige eksistentielle film, udover de anførte også Michael Haneke. 'J.O.Krag, Helle Thorning - og SF' om venstrefløjen fra Krags og Aksel Larsens tid til de aktuelle problemer i dag. 'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej' om Anders Fogh Rasmussen, systemskiftet i 2001 og Giddens' idé om en vej mellem socialisme og liberalisme - og om Lars Løkke. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' - det afsluttende værk om den vedvarende genskabelse af eksistensens to virkeligheder: den ydre og den indre. 'Jernesalts komplementære helhedsrealisme' - en opdateret udgave af Jernesalts filo-sofi fra 2009, der tager hensyn til Højsangens nye erkendelser. (Udkommer ca. 30.11.13.) Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse. Ejvind Riisgård Henvisninger: Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |